Letra de 'Tor I Helheim' de Myrkur

En stol højt monne stande alt under hvælvet sten
Den var af hovedpande og skøre dødningben
Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod
Mod issen blå at skue af underløbet blod

Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin
Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind
Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd
Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd

Det var så tyst derinde, en liglugt overalt
Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt
Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod
Man idel rædsel skue med intet spor af blod

Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring
Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring
Han råbte højt derinde da disse strenge ord
Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor

I usselige dåre som frygter sår og død
Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød
I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid
I skabtes til at skælve så skælv til evig tid

Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem
Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem
Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du
Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu

Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind
Der kunne han så mage at her jeg vandret ind
Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må
For til de stærke slægter i Jotunheim at gå

Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg
Det klang som sværdet klinger udi en panserryg
Forlad min sort bue gå frem snart est du der
Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær

Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik
Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik
Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang
Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang